Akut kejsersnit | Del 2: Åbningsfasen og kejsersnittet
Fødslen af mit første barn forløb helt anderledes end hvad jeg havde forestillet mig. Jeg havde en problemfri og let graviditet, næsten uden gener. Jeg forventede, måske naivt, at fødslen ville forløbe lige så let, uden en forestilling om at det ville blive en dans på roser.
Dette er min personlige beretning om, hvordan jeg blev mor for første gang – med et uønsket kejsersnit.
På fødegangen
Da vi ankom på fødegangen spærrede jeg mig hurtigt inde på toilettet. Her blev jeg indtil min mand bankede på for at fortælle, at et undersøgelsesrum var ledigt til os. Jeg var så glad for at ingen andre skulle bruge toilettet i al den tid jeg var derinde.
Jordemoderen fortalte os, at de ikke kunne tage mig ind, da der ingen ledige senge var. Hun ville dog gerne sørge for at få os forflyttet til et andet hospital. Jeg tænkte: “Hmm, ja tak. Jeg har lidt svært ved at koncentrere mig mellem opkast, diaré og smertehelvede, til at ringe alle mulige hospitaler op i Berlin”.
Hun lagde et drop, så jeg kunne få lidt smertestillende, som jeg nok meget jammerligt bad om. Desværre var der ingen forskel at mærke for mig. Jeg skulle partout ligge ned ved CTG’et, selvom det nærmest var uudholdeligt for mig at ligge stille i smerte.
Og hermed havde jeg givet op. Det tog mine sidste kræfter at skulle ligge der. Smerterne havde fået overtag og jeg kunne ikke mere. 8 timers vedvarende udtømning, smerterne, og det at have været alene så meget af tiden – jeg KUNNE ikke mere.
Forflytningen
Der kom to ambulance folk for at hente mig. De spurgte, om jeg ville ligge på båren eller gå ud til ambulancen. Min mand sagde, jeg gerne ville gå, da han jo vidste hvor ondt det gjorde på mig at ligge. Men jeg kunne bare ikke kæmpe mere og lagde mig på båren med ordene: “det er lige meget”.
Min mand løb ned til bilen, mens jeg blev kørt gennem byen med sirenen tændt. Den redder, som var ved mig, bad mig om at sige til, når en ve startede og når den sluttede. Der tænkte jeg inderligt: “Når jeg er ved at dø, så har jeg en ve, og når jeg brækker mig, er den slut”. Men sagde da pænt til, som mine veer kom og gik.
Da vi ankom til det nye hospital, ventede jeg alene i ambulancen, tror jeg, i jeg ved ikke hvor lang tid. Ambulance folkene skulle lige registrere mig på hospitalet først, OG med tysk bureaukrati, ved man, at det kan tage tid. Men i det mindste havde jeg da min brækpose.
Endelig ankommet
Jeg kom alene til fødegangen og ind på en undersøgelsesstue. Der ville jordemoderen igen lave et CTG, da det ikke var blevet videregivet fra det andet hospital. Næsten grædende spurgte jeg, om det ikke var muligt at lave det stående. Det prøvede vi, men aflæsningen blev for dårlig, og jeg måtte lægge mig igen. Jordemoderen undersøgte mig, 3 cm åben.
Jeg spurgte efter noget smertestillende, eftersom jeg bare var helt ude i torvene. Jordemoderen tilbød både badekar og lattergas, men jeg ville bare have en epidural, nu kunne nok være nok. Havde min mand været der, kunne han måske have støttet mig i et andet valg.
Min mand var i mellemtiden ankommet og vi blev ført ind på en fødestue, hvor anæstesilægerne kom ret hurtigt for at lægge epiduralen. Jeg skulle sidde helt bumstille mens jeg blev stukket, og kunne lægge mit hovede på jordemoderen skulder.
Giv slip og slap af
Det var faktisk den første gang i hele forløbet, at jeg følte der var en der holdt hånden under mig. Det kom desværre bare alt, alt for sent. Jeg kunne være meget bedre i veen, og kunne da ikke lade være med at tænke, om alle de mange timer forinden kunne have været forløbet anderledes.
Jeg ville gerne have været vedroppet foruden, men som standard kommer det med i købet, når man får lagt en epidural. Og tanken om at en epidural fører til vedrop og endeligt kejsersnit, som jeg have læst så mange gange, poppede op. Egentlig ville jeg gerne have talt med jordemoderen om det, men inden jeg kunne få ordene ud, var vedroppet sat i. Nå, så kunne det også være lige meget.
Epiduralen virkede rigtig godt, det var en befrielse. Jeg kunne dog ikke mærke noget tryk under veen, som jordemoderen havde sagt, ville være til stede. Min mand og jeg faldt i søvn, mens jordemoderen kom ind engang imellem for at aflæse CTG’et.
Medikament på medikament
Efter et par timer skulle jeg have en sprøjte igen. Jeg fik ikke sagt til i god nok tid, og veerne kom tilbage på fuld styrke, plus vedrop oven i. Jeg tror jeg fik bandet ret højt inde fra min stue. Efter noget tid kom anæstesilægen og fik pumpet min epidural op. Derefter fik jeg så beskeden om, at min søns hjerterytme lå for lavt i ve-pauserne.
Jeg blev undersøgt igen, og havde åbnet mig mere, men min søns hovede lå stadigvæk for højt. Jeg spurgte om jeg ikke hellere skulle stå, i stedet for at ligge på sengen hele tiden, så kunne tyngdekraften jo hjælpe lidt til. Jordemoderen sagde, at jeg sagtens kunne blive liggende, og da jeg var så træt og overvældet af det hele, gjorde jeg bare det.
Jeg fik taget en blodprøve, da jordemoderen ikke kunne fastslå, hvornår mit vand var gået. Den viste et forhøjet infektionstal og nu skulle jeg så også have noget antibiotika. Her nævnte hun for første gang, at vi kunne ende ud i et kejsersnit.
Rutchebanetur for min søns hjerterytme
CTG’en kørte konstant, og jeg blev egentlig kun givet dårlige nyheder derfra og mht. alt andet. Hovedet lå stadigvæk for højt, min søns hjerterytme lå for lavt i ve-pauserne og for højt når veerne stod på. Og jordemoderen snakkede igen om det der skide kejsersnit.
Nå, men nu syntes de, at alt så alt for dårligt ud, og de ville tage en blodprøve fra min søns hovede. Benene kom op på bøjlerne og speculummet blev ført ind, og så blev der fumlet en masse. De tog en prøve og jeg kunne slappe af igen. Prøven var ikke til at se noget på, der var for meget fostervand med, så vi skulle lige igen!
Det endte i en 45 minutters lang process, fuld af smerte for mig, en ubehagelig position at være i, mange mennesker på stuen og et utal af prøver, som ikke kunne bruges. Jeg havde så dårlig samvittighed overfor min søn, og tænkte egentlig bare: “så lav dog det skide kejsersnit og lad min søn og mig være i fred”.
Kejsersnit eller ej?
Mens vi ventede på resultatet af den sidste prøve, sad jordemoderen ved mig og snakkede gade op og gade ned om det her kejsersnit, som vi måske skulle til at lave. Og da resultatet så endelig kom, viste pH-værdien sig at være helt fint. Det var så godt at høre!
Her var jeg omkring de 8 cm åben, men kom til en stilstand. Eftersom hjerterytmen stadigvæk kørte op og ned, blev vi enige om at se den næste time an. Hvis der ikke var sket forbedringer på den time, ville vi sadle om til kejsersnit.
Timen gik hurtig og der var ingen forbedringer at se. Ej heller havde jeg fået nogle tips om, hvad jeg kunne gøre for at sætte skub i fødslen. Grædende skrev jeg under på, at de måtte udføre et kejsersnit. Der var ingen tvivl om jeg jeg ville have min søn sikkert ud, men JEG ville godt nok ikke have denne kæmpe maveoperation.
På operationsstuen
Mens jeg blev klargjort på operationsstuen, måtte min mand vente på fødestuen. Jeg syntes alle var rigtig søde, og sygeplejersken som sad ved mig, var bare så god. Da hun sagde, at nu ville jeg snart have min søn i armene, brød jeg helt sammen. Det var altsammen alt for meget.
Da bedøvelsen var i orden, blev jeg lige pludselig rigtig bange for at de ville begynde; min mand var der jo ikke endnu! Jeg havde spurgt efter ham flere gange. Han kom dog ind, inden de påbegyndte kejsersnittet, og han kunne sidde ved min side. Det var en frygtelig fornemmelse at være spændt fast, med armene ude til siden.
Min mand havde lidt smågrædende sagt: “snart har vi vores søn”. Det var et så rørende øjeblik og jeg kunne slet ikke tage del i det sammen med ham. Jeg var bange, udmattet og rystede over hele min krop. Men da de først begyndte, gik det hele meget hurtigt.
Jeg er blevet mor
Min søn blev lagt op ved siden af mit hovede. Mine arme var stadigvæk spændt fast og jeg rystede så meget, at jeg var bange for at skubbe ham ned. Min nakke var helt spændt, og jeg kunne dårligt kigge til siden for at se min søn. Da de begyndte at hive og skubbe i min mave, skulle jeg til at kaste op igen. Sådan havde jeg ikke helt forestillet mig at møde min søn for første gang.
Jeg var nødt til at bede jordemoderen om at flytte ham, hvorefter hun, med min søn og min mand, gik tilbage på fødestuen. Og der lå jeg; på operationsbordet, ude af stand til at gøre noget som helst, og med fuldstændigt kontroltab.
Da jeg blev ført tilbage på fødestuen ville jeg bare have min søn. Af bar overanstregelse, udmattelse og adrenalin, rystede jeg stadig voldsomt. Men som jeg fik min søn og kunne lægge ham til brystet, slappede min krop af, og den og jeg glemte alt, hvad vi lige havde været igennem.
Næste del: Akut kejsersnit | Del 3: Efterfølgerne
Jeg underviser Yoga for Kejserinder med hele mit hjerte. Der bliver skabt et sikkert og fortroligt rum, hvor kvinderne kan dele deres oplevelser, lige meget om kejsersnittet var planlagt eller akut, ønsket eller uønsket. Det er et meget værdifuldt og belønnende yogahold for alle deltagere, hvor vi alle lærer fra hinanden. For mere information: Yoga for Kejserinder
Post a comment