GRAVIDYOGA | Hvordan mine graviditeter kan gavne dig

GRAVIDYOGA | Hvordan mine graviditeter kan gavne dig

En graviditet er en helt særlig tid. En tid hvor transformation, følelsesmæssig ustabilitet og en krop i forandring præger hverdagen. Som gravid bliver man stillet overfor en masse krav i vores så travle samfund. Og meget ofte bliver det glemt eller skubbet til side, hvad den gravide gennemgår. For nogle kvinder er dette helt passende, men for andre er det ikke.

Mine graviditeter

Jeg har tre meget forskellige graviditeter bag mig. I hver af dem har mine behov rykket sig markant. Men også min tilgang til hvad jeg burde “kunne klare”. Min krop har forandret sig gennem årene, ligesom min fysiske styrke. Og så er jeg blevet bedre til at sige fra. Både hvis jeg føler jeg ikke kan fysisk, men mest af alt, hvis jeg mærker, at jeg ikke formår gøremålet mentalt.

 

I min første graviditet, dengang jeg var ung og spændstig, der kunne jeg alt. Jeg var stærk og havde meget få graviditetsgener. Jeg underviste mine 10+ dansehold om ugen, samt et par yoga hold. Og det indtil 5 uger før fødslen. Jeg gik selv til gravidyoga og alt var tiptop.

 

Min anden graviditet så noget anderledes ud. Jeg underviste stadig omkring de 10+ hold om ugen, den værste dag med 5 timer i streg uden pause. Jeg var udmattet på en anden måde, da jeg jo også havde min søn at rende efter. Og stort set hver weekend stod på uddannelse. Til organscanningen fik vi at vide, at jeg både havde placenta prævia (moderkagen ligger foran livmoderåbningen) og vasa prævia (fritliggende/forliggende blodåre i navlestrengen). Altså havde jeg mange følelser, især angst, at arbejde med resten af graviditeten.

 

Surprise surprise, gravid igen! Efter et monsterhårdt corona år, med stress, prøve at få et arbejdsliv til at hænge sammen med to små børn hjemme, deadline for at blive certificeret yogalærer til sundhedsforsikringen og meget meget mere, så stod jeg i start 2021 med endnu en positiv graviditetstest. 

 

Nå, hvad så? Det blev til en kæmpe krise mellem min partner og jeg, børnene måtte stadigvæk ikke komme i institution og jeg havde det SÅ dårligt. Denne graviditet var fyldt med uvished, usikkerhed og fysik udmattethed og smerte. Hverken mit sind eller min krop var klar til endnu en graviditet.

Yoga som fysisk og psykisk støtte

Det er her yogaen spiller ind, og det er her den kan hjælpe! Uanset hvilken graviditet du gennemgår.

Selvom jeg arbejdede meget i min første graviditet, var det yogaen der viste mig, at det er okay, at træde et par skridt tilbage. Det er okay, at kroppen ikke kan alt som før. Og det er okay, at overlade mere ansvar på kollegaer, i mit tilfælde mine elever, jeg behøvede ikke danse med HVER gang. Yogaen viste mig, så at sige, hvilken vej der var den rigtige for mig.

 

I min anden graviditet, var dette fænomen endnu større. Jeg havde meget lidt stabilitet i min kerne, helt fra starten af graviditeten og måtte passe på min krop på en helt ny og anden måde. Selvom jeg var udmattet af al min efteruddannelse (yoga), var det netop også denne der hjalp mig rigtig godt igennem graviditeten. Især meditation og visualisering blev min praksis efter diagnoserne. Det hjalp mig til at bevare min indre ro, forbinde mig med min baby, være grounded og selvsikker ift. min fødsel.

Giv slip og accepter

“Hvorfor kan jeg ikke det?”, “Hvorfor gør min krop nu sådan?”, “Hvorfor begynder jeg at græde, når jeg møder modstand?” osv, osv. Det kan være rigtig svært når man føler, at man ikke kan møde de forventninger, der bliver stillet fra andre. Men når man ikke kan møde sine egne forventninger, kan man blive så skuffet og vred på sig selv. Det yogaen kan rigtig godt, er at give mental styrke til at give slip på alle de forestillinger, man måtte have som gravid. 

 

Hvis du tør at lade dig falde ind i yogaens verden, kan du drage så megen urviden frem. Din krop og dit sind vil vise dig vejen, hvis du accepterer, at det kan være en anden, end den du havde i tankerne. Det du tager med dig fra en gravidyoga time er mere end bare fysiske øvelser. Det er en tilgang til dig selv, din graviditet og din baby.

 

Du lærer hvordan du med dit åndedrag kan berolige hele dit system. Du vil styrke din krop, så den er klar til det maraton, det kan være at føde. Og dette på en skånsom og selvkærlig måde. Du vil opleve en kontakt til din baby gennem meditation og visualisering. Og ikke mindst vil du tage en selvsikker og stærk kvinde med dig i fødslen.

Hvad jeg lægger vægt på når jeg underviser

Når jeg underviser tager jeg al min egen erfaring med mig. På alle de planer, jeg har oplevet en graviditet. Ikke to er de samme og det er, af forskellige grunde, ikke lige fedt for alle at være gravid. Men jeg ved også, at det jeg underviser i, virker. Jeg kan mærke roen, selvsikkerheden og viljen hos mine deltagere.

 

Jeg giver mulighed for at give slip i mine timer. Der er plads til alle følelser og udveksling deltagerne imellem. Jeg sørger for at opbygge et fællesskab, samtidig med at der er plads til individet og til det den enkelte kvinde har brug for. Alt i en afslappet atmosfære, hvor det også er tilladt at grine og have en fest.

 

Det vigtigste for mig, er at give mod, til at den gravide kan give slip på alle forestillinger der måtte være, og acceptere det sted hvor hun står. På godt og ondt, og selvom det kan være rigtig svært. Gennem den praksis jeg tilbyder, lærer kvinden at lytte til sin krop, at lytte til sit sind og sige fra, der hvor det er nødvendigt eller ønsket.

 

Dette er fantastiske egenskaber i en graviditet, om ikke mere under fødslen. Det den gravide lærer hos mig under graviditet er ikke stillestående, det kan bruges under graviditeten, under fødslen og som (nybagt) mor og resten af livet. Det er en sand gave for mig, at være med på denne helt unikke rejse. Og der er ikke noget mere fantastisk, end at se disse gravide deltagere vokse og udvikle sig i denne helt særlige tid.

Jeg underviser Gravid Yoga med en kæmpe passion og ønske om, at støtte mine deltagere bedst muligt. Jeg skaber en tryg atmosfære, således at enhver gravid føler, at der er plads til netop hende. I timerne bliver der bygget bro mellem øvelserne og fordelene ved dem, både under graviditeten, som fødselsforberedelse og som støtte under selve fødslen.

For mere information: Yoga for gravide

Post a comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *