Akut kejsersnit | Del 3: Efterfølgerne
Fødslen af mit første barn forløb helt anderledes end hvad jeg havde forestillet mig. Jeg havde en problemfri og let graviditet, næsten uden gener. Jeg forventede, måske naivt, at fødslen ville forløbe lige så let, uden en forestilling om at det ville blive en dans på roser.
Dette er min personlige beretning om, hvordan jeg blev mor for første gang – med et uønsket kejsersnit.
Fra fødestue til barselsafdelingen
Jeg var ved at dø af tørst, hvor den nye jordemoder kommer ind med den mindste kop te jeg har set i hele mit liv. Da hun var gået, fik jeg hurtigt min mand til at give mig noget vand. Det var så godt at få slukket tørsten. Og det var bestemt ikke lidt jeg fik indtaget.
Jeg spurgte jordemoderen, om der var et familierum ledigt på barselsafdelingen, for så ville vi meget gerne flyttes derhen. På tyske hospitaler kan man købe sig til et familierum, hvis der er et ledigt. Det betyder at man ikke deler stue med andre. Jeg havde brug for ro, og havde ikke den store lyst til at blive meget længere på fødestuen.
Vi var heldige relativt hurtigt at blive flyttet. Her begyndte jeg at få så ondt i maven. Det var som om nogle pustede balloner op inde i maven på mig. Jeg fik fortalt af en sygeplejerske, at efter en operation skulle jeg kun drikke fennikel te for at undgå oppustethed og mavesmerter. Altså, det ville jeg da gerne have vidst inden jeg drak så meget vand forinden. Og tænkte at de skulle få anskaffet sig nogle større kopper 🙂
Sol, sommer og smerte
Det var sommer, mega varmt og indelukket på stuen. Den første dag blev jeg i sengen og nød at kigge på min søn og holde ham i mine arme. Hver gang han skulle tages op fra vuggen eller skulle skiftes, ramtes jeg dog af et jag af ked-af-det-hed og sorg, da jeg ikke selv kunne. Sådan havde jeg virkelig ikke forestillet mig at blive mor.
Næste morgen omkring kl. 4, kom sygeplejersken ind for at fjerne kateter og give et skud antibiotika. Aj, hvor jeg hadede droppet på dette tidspunkt. Det var så ubehageligt og gjorde ondt. Fra nu af hed det: op at stå og gå. Bevægelse skal der til, så kroppen kan komme til sig selv igen.
Så efter morgenmaden ville vi gå tur på gangen. Jeg brugte vuggen som rollator. Det gik langsom, men godt nok. For enden af gangen havde jeg brug for en pause og satte mig ned. Her så jeg hvordan en sygeplejerske gik ind til en kvinde, som sprang op af sengen på ingen tid, tog baby i armene og afsted det gik.
Der brød jeg sammen på stolen – det ville jeg da også kunne! Det havde taget mig en evighed at komme op af sengen. Jeg løftede mig op med armkraft for, millimeter for millimeter, at få flyttet mit nytteløse skrog ud af sengen. Og så stod jeg der, som en gammel pukkelrygget kone, der med mini skridt fik bakset sig hen til vuggen (tage baby op – nej det tror jeg vist ikke), for først derefter at kunne slentre mig af sted ud på gangen.
Helingsprocessen
På femte dagen blev vi udskrevet. Den korte køretur hjem var forfærdelig. Hvert et lille bump gjorde så ondt i såret, at jeg sad helt forkrampet, mens jeg sørgede for at min søn havde det godt i autostolen. Men sikke en befrielse, da vi endelig var hjemme. Jeg tror mine skuldre faldt 20 cm ned. Og først her blev jeg klar over, at jeg faktisk slet ikke havde slappet af på hospitalet. Nu var det tid til at hele – og ikke kun kropsligt.
Mit uforventede fødselsforløb, ramte mig rigtig hårdt. Jeg kunne slet ikke forbinde mig selv med at have været så hjælpeløs, ladt alene og uhørt. Min mand måtte hjælpe mig med alt derhjemme, jeg kunne ingenting. Jeg sad på sofaen og havde bare smerter. Smerter i min ryg og nakke, i mit sår og ved halebenet. Jeg tog mig af min søn og ammede ham, men jeg var ulykkelig og følte mig alene.
Jeg havde glædet mig så meget til at kunne bevæge mig frit efter fødslen. Og nu var jeg bare fanget i min krop. Min jordemoder (den private, som ikke hører under hospitalet) kom på besøg. Her fortalte hun hvor skuffet hun var over jordemoderen der fulgte mig under fødslen. Det hjalp mig ikke særlig meget i mit helingsforløb, men satte endnu flere spørgsmålstegn ved hele forløbet. Så tak for fodring til mit allerede eksisterende tankekaos:
Jeg havde skyldfølelse over for min søn, fordi jeg ikke kunne “finde ud af” at føde ham. Jeg havde jo slet ikke født ham. Jeg havde ikke formået at udføre min fineste opgave som kvinde, at føde et barn, jeg var bare en fiasko. Jeg var slet ikke god nok. Og det var bare toppen af tankerne.
Styrke af krop og sjæl
En lille uge efter fødslen, begyndte jeg at gå rundt om vores boligblok og efter 4 uger påbegyndte jeg mit træningsprogram. Det var så godt at få mere bevægelse tilbage i kroppen. Også tankerne faldt mere til ro. Jeg følte mig egentlig relativ hurtigt fit igen. Men sorgen blev hængende.
Når jeg tilfældigvis stødte på fødsler på SoMe, begyndte jeg egentlig altid at græde. Jeg havde overhovedet ikke lyst til at høre, læse eller se noget om fantastiske fødsler. Det ramte mig så hårdt – hver gang.
Ret hurtigt begyndte jeg snakken om nummer 2 barn. I første omgang, tror jeg, jeg bare ville bevise, at jeg kunne finde ud af at føde. Og jeg længtes efter at have en god erindring og oplevelse. Sådan en, hvor man ikke græder hver gang man tænker tilbage på den.
Jeg får det bedre dag for dag
Fødslen sidder dybt i mig, og er desværre ikke en oplevelse jeg med glæde kan se tilbage på. Men for hver dag der går bliver det bedre. Jeg kan fortælle min historie uden at græde og jeg har accepteret hændelsesforløbet. Jeg kan dog stadigvæk have dage, hvor jeg kan blive ked af det. Eller slå mig selv i hovedet for ikke at have gjort dit eller dat, så kunne jeg måske have været kejsersnittet foruden, eller klaret fødslen bedre. Men disse dage bliver der stadig færre af.
Jeg er så taknemmelig for, at det overhovedet er muligt at føde ved kejsersnit. Og ja, et kejsersnit er en fødsel og ja, JEG har født min søn. Men det skal hverken pakkes væk, eller gøres ugyldigt, hvad en kvinde gennemgår ved et kejsersnit – både før, under og efter! På krop og sjæl. Men i sidste ende:
Jeg er så lykkelig over at have bragt en sund og rask søn til verden!
Jeg underviser Yoga for Kejserinder med hele mit hjerte. Der bliver skabt et sikkert og fortroligt rum, hvor kvinderne kan dele deres oplevelser, lige meget om kejsersnittet var planlagt eller akut, ønsket eller uønsket. Det er et meget værdifuldt og belønnende yogahold for alle deltagere, hvor vi alle lærer fra hinanden. For mere information: Yoga for Kejserinder
Post a comment