5 sjove sommerideer til forældre-barn-yoga
Sommerferien går med hastige skridt på hæld, men det betyder langt fra at sommeren er forbi (forhåbentlig). Du kan holde fast i ferienærværet med dit barn med et par sjove yogaøvelser. De kan alle laves udenfor i haven, eller indenfor på måtten, i sengen eller sofaen, skulle det hænde at være et mindre optimalt vejr.
Forældre-barn-yoga
Aben i træet
Stil dig i en bredstående stilling og bøj let i knæene. Mærk efter om du er grounded – hav vægten ligeligt fordelt på hele foden. Sæt en spænding i maven, navlen lidt ind og op. Eller et billede jeg er glad for at bruge: sæt fiskekrogen i navlen. Mærk kraften i benene og løft armene ud til siden i skulderhøjde. Træet står nu solidt, med rødderne dybt i jorden og kronen højt mod himlen. Nu mangler det bare aben. Lad dit barn kravle op og rundt på dig.
Hvad øvelsen gør godt for/positiv indvirkning
- Den er rigtig sjov og dit barn vil elske at kravle rundt på dig.
- Du styrker hele din krop, men især din core og dine ben.
- Barnet træner hele sin krop, får en fornemmelse af, hvad det kan og hvordan kroppen skal bruges for at lykkes. Og så er det rigtig rart for barnet med en omvendt “magt” position.
Flyveren
Læg dig på ryggen, med knæene trukket ind til din brystkasse. Dit barn står ved dine fødder og kigger mod dig. Sæt dine fødder på dit barns hofte og hold i hænderne. Dine tæer peger mod dit barns brystkasse og dine hæle ned mod låret.
Nu tæller I sammen til tre. Så letter I.
Sørg for at trække vægten af barnet ind mod dig, inden du strækker benene ud op mod himlen. Dit barn skal læne sig ind på dine fødder og ikke springe. Stræk jeres arme ud. Barnet løfter sine ben og overkrop, så det spænder op i kroppen. Hvis I har lyst, kan I lege med at slippe i den ene hånd, derefter den anden. Hvis I føler jer sikre kan I også slippe i begge hænder.
Hvad øvelsen gør godt for/positiv indvirkning
- I øver at samarbejde og løse et fælles ‘problem’.
- Du styrker din core (husk fiskekrogen), dine arme- og ben muskulatur.
- Barnet styrker hele sin bagside og balance sansen bliver stimuleret.
Den flyvende bue
Du skal gøre lige præcis det samme som beskrevet i den 2. øvelse, indtil I slipper hænderne. Barnet forsøger nu at nå sin højre ankel med den højre hånd. Fortæl barnet, at foden presser bagud i hånden, så der kommer et løft i overkroppen og låret. Kom tilbage til flyveren. Prøv nu det samme på den venstre side. Og kom tilbage til midten. Hvis I føler jer stabile og tilpas, kan barnet forsøge med begge sider på samme tid. Start med den ene side og sæt den anden på derefter. Ta-daaaa.
Hvad øvelsen gør godt for/positiv indvirkning
- Du styrker din core og ben muskulatur.
- Barnets balance sans bliver udfordret.
- Det forfremmer tilliden jer i mellem.
Håndstand
Barnet placerer sine hænder solidt i gulvet i skulderbreddes afstand. Hele håndfladen skal være i gulvet. Bed dit barn om at løfte det ene ben og sænke det igen. Hvis det er det højre ben, stiller du dig på højre side af barnet; venstre ben – venstre side. Bed nu dit barn om at svinge benet op, så højt det kan. Aftal forinden, at du gerne må tage fat i det og hjælpe barnet højere op i stillingen. Snup så dit barn ved anklen og bed barnet løfte det andet ben med op. Før benene højere op. Når den fulde stilling er nået, kan du flytte dig, så din mave peger ind mod dit barns bagside. Her kan du placere en hånd mellem barrnets hæle og bede det presse om den. Sørg for, at barnet spænder i mave og baller. Hvis barnet bliver usikker eller giver udtryk for at ville ned, skal dette ske med det samme. Hjælp barnet forsigtigt og kontrolleret ned.
Hvad øvelsen gør godt for/positiv indvirkning
- Barnets skuldre, core og rumpf styrkes.
- Den vestibulære sans trænes og koncentrationen øges.
- Samarbejde og tillid dig og barnet i mellem styrkes.
Akrobaten
Læg dig igen, som ved den 2. øvelse – flyveren. Men denne gang stiller barnet sig med ryggen til dig. Det sætter sig ved dine ankler og læner sig bagud på dine skinneben. Skulderbladene skulle helst blive på dine ben, mens hoved og nakke gerne må være udover. Bed barnet spænde i maven og trække knæene op til sin brystkasse. Du placerer dine hænder, således at du både støtter skulder og overarm. Tæl sammen til tre, og med et kraftfuldt skub med skinnebenene, fører du barnet i en baglæns salto over dig. Barnet lander bag ved dit hovede med let spredte ben.
Hvad øvelsen gør godt for/positiv indvirkning
- Den vestibulære sans bliver trænet.
- Barnet kan opleve større selvsikkerhed.
- For jer begge styrker I stabiliteten i overkroppen. Tillid og samarbejde er nøgleordene.
Øvelserne laves på eget ansvar, lad være med at presse jer ud i noget der ikke føles rigtigt eller godt. Jeg ønsker jer rigtig god fornøjelse.
Katrine underviser familieyoga med den største fornøjelse. Hun elsker nærværet og samspillet forældre og barn imellem. Det betyder meget for Katrine, at kunne give familier dette pusterum i hverdagen.
For mere information: Familieyoga for de 3 – 6 årige, Familieyoga for de 7 – 10 årige
Related posts
Efterfødselsyoga | Mere dynamik
Kvindekroppen forandrer sig utroligt meget gennem graviditeten. Under fødslen bliver den presset til sit absolut yderste. Hold op hvor er den sej. Men lige præcis derfor er det så vigtigt, at træne langsomt, målrettet og kropsbevidst op igen efterfølgende. Nedenstående er nogle af de bedste øvelser til den nye mor krop. At lande i “mor-kroppen” […]
Yoga i graviditeten | 2. trimester
I det andet trimester føler de fleste kvinder sig mere sikre i deres graviditet og begynder langsomt at fortælle den gode nyhed til familie og venner. Det kan ofte virke som en stor lettelse, da kvinden nu frit kan dele sine tanker, bekymringer og glæde med andre. Følg denne følelse af lettelse og lethed og […]
Yoga i graviditeten | 1. Trimester
I det første trimester oplever den gravide kvinde mange og store omvæltninger; tankemylder, emotionelle forstyrrelser og kropslige forandringer kan til tider få kvinden til at føle sig ved siden af sig selv. Men fortvivl ikke – i denne artikel bliver forskellige yogaøvelser til gravide kvinder forklaret. Disse kan bringe mere ro og harmoni tilbage i […]
Post a comment